Too good to be true

Ham med skægget har endelig givet slip. Det final breakup har ikke været så slemt som jeg regnede med. Jeg har været ked af det. Jeg har følt mig ensom. Jeg har haft det rigtig hårdt, men ikke på samme måde som de andre gange. Jeg har ikke savnet ham. Det har mere været det med at finde mig selv igen, og få min styrke tilbage, der har været en svær kamp. Jeg er stoppet med at ryge hash igen og har nu ikke røget i 2 uger og 2 dage. Jeg er stolt af mig selv, eftersom jeg nu har røget dagligt i et halvt år, for at bedøve min hjerne, så alting ikke skulle gøre så ondt. Jeg er begyndt at træne igen og fået mere overskud. Jeg har oven i købet fået lagt et nyt 2splits træningsprogram og en kostplan, så jeg kan komme til at få den krop jeg drømmer om og få det bedre med mig selv.

Jeg er glad lige nu. Sådan rigtig glad. Det har jeg ikke været i halvanden år. Det er sjovt at prøve. men samtidig er jeg også bange. Bange for at det er for godt til at være sandt og det lige pludselig bare vender. Jeg er bange for at jeg ikke fortjener at være glad og at ham med skægget kommer og ødelægger det hele. Jeg har det stadig ikke godt med at sove alene, fordi jeg er bange for at han lige pludselig dukker op - og hvad gør jeg så? Efter jeg er stoppet med at ryge hash, er jeg jo også begyndt at drømme igen, eftersom det er en sideeffect ved hash, at man ikke drømmer. det bryder jeg mig ikke om. Jeg har mareridt hele tiden. Jeg får flashbacks fra ting der er sket. Ting han har gjort. Ting han har sagt. Nogle gange løber min fantasi af med mig og jeg drømmer at han bryder ind i min lejlighed midt om natten, mens han er blæst, og at han banker mig og voldtager mig og smadrer alle mine ting. Så vågner jeg med koldsved og nogle gange græder jeg.

Jeg kan mærke at jeg har taget mere skade af mit forhold til ham med skægget, end jeg lige regnede med. Men der er kommet noget helt fantastisk ud af det hele. Midt i min sorg og min søgen for mig selv og hvem jeg er, fik jeg øjnene op for noget. Eller nogen rettere sagt. Han har været der længe, men jeg har haft for travlt med at gemme mig for alle mennesker, så ham med skægget ikke skulle blive sur, til virkelig at se ham. I hvert fald som andet end en god ven og kollega.

Piloten har været så sød ved mig. Han forstår mig. Han ser mig som jeg virkelig er og møder mig der hvor jeg er. Når jeg vågner med mareridt trækker han mig ind til sig og kysser mig på panden og så falder jeg i søvn igen og sover som en baby. Han er der, hvis jeg har brug for det. Hvis jeg vil råbe og skrige,sætter han sig ned og lytter til alt hvad jeg har at sige. Han siger det ikke videre til andre. Han løfter mig når jeg er ked af det og han bremser mig når det hele går lidt for stærkt. Han er i balance med sig selv og det smitter af på mig. Han er en del ældre end mig. Men han er stabil og han er sød og han behandler mig som om jeg rent faktisk er noget værd. Han ved hvad jeg har været igennem og han dømmer mig ikke og kommer ikke med dumme og irriterende råd. Han lytter og holder om mig og kysser mig på panden. Jeg er fuldkommen head over heals forelsket i ham.

Jeg håber bare at det fortsætter sådan. Jeg er så bange for at han lige pludselig vender og bliver en dum idiot, ligesom alle andre. Men so far har jeg ikke set en eneste ting, der har fået mine alarmklokker til at ringe. Han er helt igennem en god mand. En rigtig god mand. Han er lige det jeg har brug for. Min diametrale modsætning, men han møder mig der hvor jeg er. Han er lige hvad jeg har brug for.

The truth will set you free

Er det ikke det man siger? Jeg har nu gået til samtale med en psykolog i 3 måneder. Det har været hårdt, men det har været godt. Det var sundt for mig at høre fra en udefrakommende at ham med skægget jo ikke har respekt for mig, selvom det gjorde ondt. Vi arbejde meget med at jeg skulle lære at være ærlig. Både over for andre, men vigtigst af alt over for mig selv. Det var en hård kamp og en lang vej.

Efter ham med skægget kom ud fra arresten, kæmpede han for at få mig tilbage igen og jeg hoppede i med begge ben efter 3 uger. Det hele var fryd og gammen og vi havde det dejligt (i to uger...). Da han fandt ud af at jeg havde set en anden mens vi havde været fra hinanden fordi han truede mig på livet, og han var inde og sidde, eskalerede det hele oppe i min lejlighed. Han råbte og skreg, slog ind i mine vægge. Slog mig op mellem benene og råbte ''han har været oppe i dig din lille luder'' og skubbede mig ind i væggen. Jeg sad på gulvet, kun i undertøj (han var dukket op kl 11 om formiddagen. Han var pisse fuld og påvirket af narko) mens jeg græd hysterisk og han svinede mig til, truede med at slå alle mine venner ihjel og hænge min mor ude i træet i baggården. Jeg blev ved med at bede ham om at gå, men han ville ikke gå. Jeg kunne høre at der stod folk ude på gangen og lyttede og snakkede om hvad der skete, men der var ingen der prøvede at hjælpe mig.

3 dage efter havde jeg været i byen med mit arbejde, fordi vi havde holdt julehygge med æbleskiver og sådan noget. Ham med skægget kom også i byen. Vi havde det rigtig hyggeligt. Ved en 3 tiden tog jeg med en veninde hjem for at ordne nogle ting og så ville vi komme tilbage til byen. Da vi kom tilbage en time efter, fandt jeg ham for at høre om han ville med hjem og sove. Men så blev han møghamrende sur og råbte og skreg og ydmygede mig foran en masse fremmede mennesker. Han sagde jeg havde brændt ham af og ladet ham sidde og vente i flere timer og han var kun kommet i byen for mig skyld. Men han havde allerede planlagt at han skulle i byen inden jeg vidste jeg skulle afsted, og vi havde absolut ingen aftale. vi tog en taxa hjem til mig, hvor han fortsatte med at sidde og svine mig til i taxaen og hele vejen op i min lejlighed, og det fortsatte i en time da vi var kommet hjem, mens jeg bare sad og græd, helt krøllet sammen i et hjørne.

Nytårsaften gik det galt igen. Jeg troede vitterligt at han ville slå mig ihjel. Jeg tror jeg havde fået noget i min drink, for der er 6 timer af min hukommelse der mangler. Jeg har åbenbart haft ringet til ham, fordi jeg var faret vildt og han skulle komme og finde mig. han fandt mig ude i den anden ende af byen. Hvordan jeg er kommet derud, ved jeg ikke. Da han fandt mig var han åbenbart overbevist om at jeg havde haft sex med en anden, og han gik amok. han var så truende og så sur og jeg kunne slet ikke få ham til at høre på mig. Vi stod udenfor min opgang og jeg blev ved med at prøve at få man til at gå, men han ville ikke gå. Endelig var der en fremmed mand der brød ind, for han kunne godt se at jeg havde brug for hjælp. Han bad ham med skægget om at gå og lade mig være, men Ham med skægget truede bare med at slå ham ihjel hvis han ikke fuckede af. Han ringede så til politiet og det distraherede ham med skægget nok til at jeg kunne løbe ind i min opgang og lukke døren. Da politiet kom, fik ham med skægget overbevist dem om at det bare var mig der var fuld og hysterisk, så de sagde til den fremmede at man altså ikke ringer til politiet når man selv roder sig ud i problemer og så kørte de igen. FLOT!...

Min veninde, som skulle sove ved mig, kom gående forbi opgangen og jeg fik hende revet ind og lukket døren igen. Der kom ham med skægget og begyndte at banke vildt og voldsomt på og det endte med at min veninde åbnede for at bede ham om at gå, men han tvang sig ind i opgangen hvor de kom op at skændes og han skubbede hende omkuld på trappen. Min nabo kom ud og sagde han skulle gå for ellers ville han ringe til politiet. Så gik han endelig og vi kunne komme i sikkerhed oppe i min lejlighed.

Efter disse episoder, har han simpelthen opført sig så pænt. Han har forkælet mig og været sød og kærlig og kommer når jeg kalder.  Jeg er rigtig glad for at han har prøvet at gøre tingene godt igen, men det er ligesom bare for sent at begynde at prøve efter et år i helvede. Han har været meget ked af det på det sidste og jeg har trøstet ham og været der for ham. Men hvor var han da jeg græd? Der var han ligeglad og sagde jeg skulle tage mig sammen. At jeg ikke vidste hvad problemer var. At det jo bare var bagateller. Jeg har kunne mærke på mig selv, at selvom jeg elsker ham himmelhøjt, så er jeg ikke forelsket i ham mere. Jeg har mistet for meget for ham og jeg er træt af at være bange for den jeg elsker. Det er ikke normalt. Så jeg tog hjem til ham igår og fortalte ham præcis hvordan jeg havde det. Jeg var hudløs ærlig og sagde tingene som det var. At jeg elskede ham men at jeg ikke var forelsket i ham mere og selvom jeg har prøvet, kan jeg ikke få de følelser tilbage.

han tog det som man nu kunne regne med. Han er ked af det og sur og jeg forstår ham godt. Jeg hader bare at jeg skal gå og være bange for hvornår der kommer en efterreaktion fra ham, og hvad der sker når den kommer.

Jeg kan ikke gøre andet end at vente og se hvad der sker, men i det mindste er jeg da ude af det sorte hul jeg kaldte mit liv og kan starte på en frisk. Jeg håber bare han giver mig lov..

Jeg nægter at være et offer

Ærligtalt synes jeg det er direkte grotesk, at i et så civiliseret samfund, som det vi lever i, skal en kvinde der har være udsat for vold i et forhold uanset psykisk eller fysisk, selv betale for at få hjælp. Men manden der har været skyld i det, får kastet gratis hjælp efter sig. Hvordan er det rimeligt? 

Jeg har endelig taget bladet fra munden og snakket med min læge og mine forældre. Jeg har fortalt dem hvad der er sket og hvad jeg har gennemgået i løbet af det sidste års tid. Min læge overtalte mig til at jeg skulle have professionel hjælp, til at bearbejde tingene og få redskaber til at komme videre. Jeg fik en henvendelse, så jeg får økonomisk støtte til at betale det, men jeg skal stadig selv lægge 300 kr. pr. samtale, hvilket i og for sig også er helt fint, hvis det ikke var fordi at jeg ved at hvis ham med skægget søgte hjælp for sine aggressionsproblemer, ville han få psykolog og anger management helt gratis. At det på nogen måde kan være okay, kan jeg ikke forstå. 

Efter at have fortalt mine forældre hvad jeg har gennemgået, kan jeg endelig sænke mine parader og give mig selv lov til at være ked af det. Det er svært. Meget svært. Jeg har bare lagt i sengen hele dagen og været helt udmattet. Jeg har grædt. Jeg har grædt meget. Endelig skal jeg ikke opretholde en fasade. Jeg skal ikke hele tiden skynde mig væk, så de ikke spørger ind til hvordan jeg har det. Jeg kan græde hvis jeg vil græde. Jeg kan råbe hvis jeg vil råbe. Jeg kan skrige hvis jeg vil skrige. Jeg kan endelig reagere. Jeg kan endelig give mig selv lov til at reagere. 

Jeg starter til samtale med en psykolog fra næste torsdag. Jeg håber jeg kan få nogle gode redskaber til ikke at være bange hele tiden. Jeg håber jeg kan nå at få styr på mig selv inden han bliver løsladt, så jeg er mere modstandsdygtig. Jeg er bange. Jeg er bange hele tiden. Jeg er træt af at være bange. Så inderligt træt. 

psykisk vold og genopbyggelse

Jeg har, i de sidste mange måneder, gennemgået noget, jeg aldrig troede ville ske for mig. Jeg har altid sagt at jeg aldrig ville ende i et voldeligt forhold og første gang en mand lagde en hånd på mig, ville jeg skride. Det troede jeg også jeg ville. Men når man lige pludselig står midt i det. Midt i alt tankekontrollen, manipuleringen, nedbrydelsen af ens selvværd, truslerne og alt det andet der hører med, så er det bare ikke lige så nemt. Jeg måtte ingenting. Jeg måtte ikke gå i shorts. Jeg måtte ikke gå i toppe. Jeg måtte ikke snakke med mine venner. Jeg måtte ikke smile til mine gæster. Jeg måtte ikke hjælpe min kammerat i sin tattooshop. Jeg måtte ikke være for meget sammen med mine veninder, for hvad nu hvis jeg blev lesbisk. Jeg måtte ikke gå i byen. Jeg måtte ikke drikke. Jeg måtte helst ikke tale, når jeg var i nærheden af hans kammerater.

Jeg skulle hoppe og springe, hver gang han bad mig om det. Jeg skulle køre ham alle steder. Jeg skulle have sex med ham hver dag, selvom jeg ikke havde lyst. Hvis jeg havde menstruation, skulle jeg give ham blowjobs. Hvis jeg nægtede, stak han den bare ind alligevel. Hvis det ikke lykkedes for ham, torturerede han mig med silenttreatment i flere dage.

Jeg prøvede flere gange at slippe fri. Jeg prøvede flere gange at gå fra ham. Jeg gik fra ham, da han tog fat i mig. Han fik manipuleret mig tilbage og vendt det til at det jo var min egen skyld. Jeg gik fra ham, da han ikke ville stoppe med at snakke med sin ekskæreste. Han fik igen manipuleret mig til at tænke at det jo ikke var så slemt. Jeg gik fra ham, da han kyssede med en anden. Endnu engang kom jeg tilbage, fordi han fik mig til at tro på at jeg ikke kan klare et liv uden ham. Jeg gik fra ham, da han truede mig på livet. Denne gang har han ikke fået mig tilbage. Endnu..

Hele ugen efter skrev han konstant og ringede hele tiden. Jeg fik ikke lov til at sove. Hvis jeg slukkede telefonen, dukkede han op. Jeg boede ved min veninde, så jeg ikke skulle være alene. Han skiftede mellem at være sød, svine mig til, nedgøre mig, prøve at charme sig ind på mig og svine mig til igen. Jeg begyndte at panikanfald, blev svimmel, besvimede og kastede op, hver gang min telefon sagde en lyd. Havde lige fået nyt arbejde, og på mine to første vagter, blev jeg nødt til at tage hjem før tid, fordi jeg besvimede og kastede op, når min telefon vibrerede.

Han er kommet ind og sidde igen nu. Denne gang i arresten. Det gør at han ikke kan kontakte mig på telefonen. Men han sender breve. Han skriver alle de rigtige ting. Han har sendt mig en besøgstilladelse. Jeg har udfyldt den og sendt den tilbage. Jeg får svar i løbet af ugen om jeg må besøge ham. Jeg ved ikke om jeg skal gøre det. Der er en krig i mit hoved. På den ene side, har jeg lyst til at blive væk og lad ham sejle sin egen sø. På den anden side, har jeg bare heller ikke lyst til at svigte ham, for jeg lovede at jeg altid ville være der.

Det værste er også at jeg ved at han elsker mig. Det er jeg ikke et sekund i tvivl om. Han har bare en forskruet måde at vise det på. Selvom jeg er gået fra ham, kan jeg stadig ikke slippe de regler, jeg har levet med det sidste år. Jeg går og kigger mig over skulderen hele tiden. Jeg bryder sammen uden grund. Jeg tør ikke snakke med folk. Jeg er hele tiden bange for at gøre noget og gå på gaden, for jeg ved han stadig har folk til at holde øje med mig alle steder.

Jeg ved det er sygt, men jeg overvejer hele tiden at gå tilbage til ham igen, fordi det bare ville være så meget nemmere...

Whats love without tragedy?

Nu er der en måned tilbage - forhåbentligt. Jeg er stadig sammen med ham med skægget. Vi har været sammen siden februar nu. Vi er stadig ikke kærester. Men vi er sammen. Han kommer ud d. 10 september - måske. Han skal i retten imorgen og se om hans dom bliver forlænget, eller det fortsat er d. 10 han kommer ud. De første par måneder har vi haft det rigtig godt og det hele har været så nemt. Men det bliver sværere og sværere med tiden. Han skaber problemer ud af ting, der ikke burde være et problem. Jeg må ikke se en af mine gode veninder, fordi han mener hun har dårlig indflydelse på mig. Jeg må ikke gå i shorts, fordi de er for korte. Jeg må ikke gå i byen, ikke fordi jeg har tid, penge eller lyst i forvejen, men jeg må ikke. Jeg må helst ikke skrive med mine kammerater.

Hans ekskæreste er et mareridt! Hun er en terrorist! Hun er forfærdelig! jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Hun spreder rygter, hun finder på historier for at få ham til at komme forbi, hun lyver om mig. Nu hvor hun ikke rigtig kan finde mere på mig, er hun begyndt at kritisere min person. Mit tøj, mit hår og mit udseende. Hun har fået extensions i sit hår og trykker sin underlæbe ud på sine profilbilleder, for at ligne mig mere, for hvis hun ligner mig, så tror hun inde i sit lille forskruede hoved, at han vil have hende tilbage.

Han tog så hårdt fat i mig til grøn koncert, så indersiden af min overarm blev et stort blåt mærke. Vi snakkede om det nogle dage efter. Han havde det meget dårligt med det og undskyldte flere gange. Efter det, har vi været venner i en uge. Men nu er vi uvenner igen. Jeg orker det ikke. Især fordi jeg ikke engang ved hvorfor han er sur. Jeg aner ikke hvad jeg har gjort den her gang. Han er bare sur. Jeg forstår ikke hvornår alting blev så kompliceret, eller hvorfor det blev det. Jeg ved ikke om det er hans måde at vise at han holder af mig på. Det gør mig bare så ked af det. For jeg hopper og springer for ham. Jeg står altid til rådighed. Jeg gør alt for ham, men alligevel er det bare ikke nok. Når vi er uvenner og han er nede i Renbæk, så står jeg altid på vippen til at gå fra ham, men så lover jeg at komme og besøge ham og lige så snart jeg ser ham, hopper jeg i med begge ben igen. Jeg er virkelig ramt, den her gang..

Where do we go from here..

Når virkeligheden rammer

Virkeligheden af at have en mand, der sidder i fængsel, begynder virkelig at slå ind. Det der med at man ikke kan se ham når man vil. At han ikke kan komme og passe en, når man er syg. At man skal igennem security, for at være sammen med ham. Når jeg ser min roomie, ligge og hygge på sofaen med sin flirt, køre en tur, tage ud at spise, er det eneste jeg kan, at ringe til ham med skægget og snakke med ham om hvor meget jeg glæder mig til at se ham igen. Det er bare ikke nok, kun at have 4½ time med ham, hver lørdag. Misforstå mig ikke - jeg er så glad for at han har telefon på sin celle og at jeg i det hele taget har muligheden for at besøge ham. Men jeg savner bare sådan at kunne sove med ham. At ligge og sludre til langt ud på natten, lave en masse smadrede ting og bare det at gå en tur rundt i byen. Noget af det værste er nok, at jeg ikke har nogen at snakke med. Der er ingen der forstår hvad jeg gennemgår. Jeg kender ingen, der sidder i samme situation.

Han mindfucker sig selv så meget, når han sidder derinde. Han tror jeg render rundt og laver en masse ting, han ikke vil have - men det gør jeg jo slet ikke. Desuden holder alle hans venner også øje med mig, så hvis jeg gjorde noget, ville han vide det indenfor 5 minutter anyways. Jeg glæder mig bare sådan til at det bliver september, så han kommer ud til mig igen. Han har lovet mig, at hans første nat ude, skal tilbringes med mig og ikke med alle hans homies ude i byen. Den første nat, er min. Vi skal bare hygge og putte og være sammen og bare være os. Bare være sammen. Jeg glæder mig så vanvittig meget! det kan slet ikke beskrives. Men ventetiden er lang og jeg ville ønske jeg havde nogen der sad i samme situation, som jeg kunne gå til, når tingene var for meget at overskue alene..

how to love an inmate

Ham med skægget er i fængsel. Han har været det i to uger. Jeg har besøgt ham to gange. Vi snakker sammen hver dag. Vi snakker om alt mellem himmel og jord. Han har snart taget sin 9. klasses eksamen på 2 uger. Jeg er stolt af ham. Han har ikke gået i skole, siden 4. klasse. Det er hårdt, ikke at have ham herude. Det er svært at vende sig til, at han ikke kommer og underholder mig, når jeg er på arbejde og at jeg ikke kan ringe og spørge om jeg skal komme og sove ved ham, når jeg får fri om morgenen. Det er endnu sværere at indse, at jeg faktisk er blevet rigtig glad for ham.

Jeg mangler ham hele tiden. Jeg savner ham hele tiden. Jeg tænker på ham hele tiden. Jeg savner at falde i søvn, med hans arme rundt om mig og høre hans hjerteslag og hans dybe rolige åndedræt. Selv den vanvittige måde han kigger på mig, som var der ild i hans øjne, når jeg snakker med en anden mand, savner jeg. Jeg kan ikke overskue tanken om at jeg er faldet får ham. Faldet hårdt - som i virkelig. Jeg er begyndt at blive jaloux på alle hans veninder og jeg forstår ikke hvorfor han har givet besøgstilladelse, til to piger, som han har været sammen med før i tiden. Jeg ved han ikke kommer til at være sammen med dem igen, men jeg hader at de skal derned. For jeg ved hvordan de er!

Jeg ved ikke hvordan jeg skal sige det til ham. Hvordan jeg skal fortælle ham hvordan jeg føler. Hvordan jeg skal forklare det, uden det kommer ud forkert. Jeg kan ikke snakke om mine følelser og slet ikke med ham. Hvordan skal jeg sige til ham, at det her på ingen måde er sundt for mig. At det æder mig op indeni. At jeg ikke kan klare tanken om, at han bliver ved med at have noget at gøre, med sin ekskæreste. At det gør mig sindsyg, at jeg ikke ved hvor jeg står, hvad jeg må, hvad jeg ikke må. Når gæster på mit arbejde inviterer mig ud, går jeg og lader som om, at jeg har en fiktiv kæreste.

Han bliver nødt til snart at svare mig på, om han vil have at jeg skal vente på ham. Jeg har bare på fornemmelsen, at hvis han beder mig om at vente, så røvrender han mig alligevel, når han kommer ud, og går tilbage til sin psykosekælling af en ekskæreste. Jeg er bare ikke spændende nok, fordi jeg ikke er fuldstændig smadret oveni hovedet. Han vil altid have de piger, der går amok over små ting, så han kan have kæmpe skænderier med dem og de kan køre krig mod hinanden helt tiden. Sådan er jeg bare ikke.

Det har vi også snakket om. Han kunne ikke forstå hvorfor han altid endte med at komme tilbage til mig, når han havde været sammen med psykosekællinger. Så spurgte jeg om det kunne have noget at gøre med, at han vidste han kunne slappe af med mig og ikke behøvede at have paraderne oppe hele tiden. At han bare kunne tage den med ro og han vidste han kunne regne med mig og stole på mig. Til det sagde han, at det troede han at jeg havde ret i og han kunne ikke forstå, hvorfor vi ikke bare kunne få det til at fungere, når det egentligt var det han allerhelst ville have i en kæreste. Men det er fordi han kommer til at kede sig, fordi det simpelthen ikke er spændende nok. Der er ikke drama og problemer nok.

Jeg ville nogle gange ønske, at jeg bare var nok. Bare engang imellem.