Ham med skægget er i fængsel. Han har været det i to uger. Jeg har besøgt ham to gange. Vi snakker sammen hver dag. Vi snakker om alt mellem himmel og jord. Han har snart taget sin 9. klasses eksamen på 2 uger. Jeg er stolt af ham. Han har ikke gået i skole, siden 4. klasse. Det er hårdt, ikke at have ham herude. Det er svært at vende sig til, at han ikke kommer og underholder mig, når jeg er på arbejde og at jeg ikke kan ringe og spørge om jeg skal komme og sove ved ham, når jeg får fri om morgenen. Det er endnu sværere at indse, at jeg faktisk er blevet rigtig glad for ham.
Jeg mangler ham hele tiden. Jeg savner ham hele tiden. Jeg tænker på ham hele tiden. Jeg savner at falde i søvn, med hans arme rundt om mig og høre hans hjerteslag og hans dybe rolige åndedræt. Selv den vanvittige måde han kigger på mig, som var der ild i hans øjne, når jeg snakker med en anden mand, savner jeg. Jeg kan ikke overskue tanken om at jeg er faldet får ham. Faldet hårdt - som i virkelig. Jeg er begyndt at blive jaloux på alle hans veninder og jeg forstår ikke hvorfor han har givet besøgstilladelse, til to piger, som han har været sammen med før i tiden. Jeg ved han ikke kommer til at være sammen med dem igen, men jeg hader at de skal derned. For jeg ved hvordan de er!
Jeg ved ikke hvordan jeg skal sige det til ham. Hvordan jeg skal fortælle ham hvordan jeg føler. Hvordan jeg skal forklare det, uden det kommer ud forkert. Jeg kan ikke snakke om mine følelser og slet ikke med ham. Hvordan skal jeg sige til ham, at det her på ingen måde er sundt for mig. At det æder mig op indeni. At jeg ikke kan klare tanken om, at han bliver ved med at have noget at gøre, med sin ekskæreste. At det gør mig sindsyg, at jeg ikke ved hvor jeg står, hvad jeg må, hvad jeg ikke må. Når gæster på mit arbejde inviterer mig ud, går jeg og lader som om, at jeg har en fiktiv kæreste.
Han bliver nødt til snart at svare mig på, om han vil have at jeg skal vente på ham. Jeg har bare på fornemmelsen, at hvis han beder mig om at vente, så røvrender han mig alligevel, når han kommer ud, og går tilbage til sin psykosekælling af en ekskæreste. Jeg er bare ikke spændende nok, fordi jeg ikke er fuldstændig smadret oveni hovedet. Han vil altid have de piger, der går amok over små ting, så han kan have kæmpe skænderier med dem og de kan køre krig mod hinanden helt tiden. Sådan er jeg bare ikke.
Det har vi også snakket om. Han kunne ikke forstå hvorfor han altid endte med at komme tilbage til mig, når han havde været sammen med psykosekællinger. Så spurgte jeg om det kunne have noget at gøre med, at han vidste han kunne slappe af med mig og ikke behøvede at have paraderne oppe hele tiden. At han bare kunne tage den med ro og han vidste han kunne regne med mig og stole på mig. Til det sagde han, at det troede han at jeg havde ret i og han kunne ikke forstå, hvorfor vi ikke bare kunne få det til at fungere, når det egentligt var det han allerhelst ville have i en kæreste. Men det er fordi han kommer til at kede sig, fordi det simpelthen ikke er spændende nok. Der er ikke drama og problemer nok.
Jeg ville nogle gange ønske, at jeg bare var nok. Bare engang imellem.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar