Jeg har, i de sidste mange måneder, gennemgået noget, jeg aldrig troede ville ske for mig. Jeg har altid sagt at jeg aldrig ville ende i et voldeligt forhold og første gang en mand lagde en hånd på mig, ville jeg skride. Det troede jeg også jeg ville. Men når man lige pludselig står midt i det. Midt i alt tankekontrollen, manipuleringen, nedbrydelsen af ens selvværd, truslerne og alt det andet der hører med, så er det bare ikke lige så nemt. Jeg måtte ingenting. Jeg måtte ikke gå i shorts. Jeg måtte ikke gå i toppe. Jeg måtte ikke snakke med mine venner. Jeg måtte ikke smile til mine gæster. Jeg måtte ikke hjælpe min kammerat i sin tattooshop. Jeg måtte ikke være for meget sammen med mine veninder, for hvad nu hvis jeg blev lesbisk. Jeg måtte ikke gå i byen. Jeg måtte ikke drikke. Jeg måtte helst ikke tale, når jeg var i nærheden af hans kammerater.
Jeg skulle hoppe og springe, hver gang han bad mig om det. Jeg skulle køre ham alle steder. Jeg skulle have sex med ham hver dag, selvom jeg ikke havde lyst. Hvis jeg havde menstruation, skulle jeg give ham blowjobs. Hvis jeg nægtede, stak han den bare ind alligevel. Hvis det ikke lykkedes for ham, torturerede han mig med silenttreatment i flere dage.
Jeg prøvede flere gange at slippe fri. Jeg prøvede flere gange at gå fra ham. Jeg gik fra ham, da han tog fat i mig. Han fik manipuleret mig tilbage og vendt det til at det jo var min egen skyld. Jeg gik fra ham, da han ikke ville stoppe med at snakke med sin ekskæreste. Han fik igen manipuleret mig til at tænke at det jo ikke var så slemt. Jeg gik fra ham, da han kyssede med en anden. Endnu engang kom jeg tilbage, fordi han fik mig til at tro på at jeg ikke kan klare et liv uden ham. Jeg gik fra ham, da han truede mig på livet. Denne gang har han ikke fået mig tilbage. Endnu..
Hele ugen efter skrev han konstant og ringede hele tiden. Jeg fik ikke lov til at sove. Hvis jeg slukkede telefonen, dukkede han op. Jeg boede ved min veninde, så jeg ikke skulle være alene. Han skiftede mellem at være sød, svine mig til, nedgøre mig, prøve at charme sig ind på mig og svine mig til igen. Jeg begyndte at panikanfald, blev svimmel, besvimede og kastede op, hver gang min telefon sagde en lyd. Havde lige fået nyt arbejde, og på mine to første vagter, blev jeg nødt til at tage hjem før tid, fordi jeg besvimede og kastede op, når min telefon vibrerede.
Han er kommet ind og sidde igen nu. Denne gang i arresten. Det gør at han ikke kan kontakte mig på telefonen. Men han sender breve. Han skriver alle de rigtige ting. Han har sendt mig en besøgstilladelse. Jeg har udfyldt den og sendt den tilbage. Jeg får svar i løbet af ugen om jeg må besøge ham. Jeg ved ikke om jeg skal gøre det. Der er en krig i mit hoved. På den ene side, har jeg lyst til at blive væk og lad ham sejle sin egen sø. På den anden side, har jeg bare heller ikke lyst til at svigte ham, for jeg lovede at jeg altid ville være der.
Det værste er også at jeg ved at han elsker mig. Det er jeg ikke et sekund i tvivl om. Han har bare en forskruet måde at vise det på. Selvom jeg er gået fra ham, kan jeg stadig ikke slippe de regler, jeg har levet med det sidste år. Jeg går og kigger mig over skulderen hele tiden. Jeg bryder sammen uden grund. Jeg tør ikke snakke med folk. Jeg er hele tiden bange for at gøre noget og gå på gaden, for jeg ved han stadig har folk til at holde øje med mig alle steder.
Jeg ved det er sygt, men jeg overvejer hele tiden at gå tilbage til ham igen, fordi det bare ville være så meget nemmere...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar