Whats love without tragedy?

Nu er der en måned tilbage - forhåbentligt. Jeg er stadig sammen med ham med skægget. Vi har været sammen siden februar nu. Vi er stadig ikke kærester. Men vi er sammen. Han kommer ud d. 10 september - måske. Han skal i retten imorgen og se om hans dom bliver forlænget, eller det fortsat er d. 10 han kommer ud. De første par måneder har vi haft det rigtig godt og det hele har været så nemt. Men det bliver sværere og sværere med tiden. Han skaber problemer ud af ting, der ikke burde være et problem. Jeg må ikke se en af mine gode veninder, fordi han mener hun har dårlig indflydelse på mig. Jeg må ikke gå i shorts, fordi de er for korte. Jeg må ikke gå i byen, ikke fordi jeg har tid, penge eller lyst i forvejen, men jeg må ikke. Jeg må helst ikke skrive med mine kammerater.

Hans ekskæreste er et mareridt! Hun er en terrorist! Hun er forfærdelig! jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Hun spreder rygter, hun finder på historier for at få ham til at komme forbi, hun lyver om mig. Nu hvor hun ikke rigtig kan finde mere på mig, er hun begyndt at kritisere min person. Mit tøj, mit hår og mit udseende. Hun har fået extensions i sit hår og trykker sin underlæbe ud på sine profilbilleder, for at ligne mig mere, for hvis hun ligner mig, så tror hun inde i sit lille forskruede hoved, at han vil have hende tilbage.

Han tog så hårdt fat i mig til grøn koncert, så indersiden af min overarm blev et stort blåt mærke. Vi snakkede om det nogle dage efter. Han havde det meget dårligt med det og undskyldte flere gange. Efter det, har vi været venner i en uge. Men nu er vi uvenner igen. Jeg orker det ikke. Især fordi jeg ikke engang ved hvorfor han er sur. Jeg aner ikke hvad jeg har gjort den her gang. Han er bare sur. Jeg forstår ikke hvornår alting blev så kompliceret, eller hvorfor det blev det. Jeg ved ikke om det er hans måde at vise at han holder af mig på. Det gør mig bare så ked af det. For jeg hopper og springer for ham. Jeg står altid til rådighed. Jeg gør alt for ham, men alligevel er det bare ikke nok. Når vi er uvenner og han er nede i Renbæk, så står jeg altid på vippen til at gå fra ham, men så lover jeg at komme og besøge ham og lige så snart jeg ser ham, hopper jeg i med begge ben igen. Jeg er virkelig ramt, den her gang..

Where do we go from here..