Når virkeligheden rammer

Virkeligheden af at have en mand, der sidder i fængsel, begynder virkelig at slå ind. Det der med at man ikke kan se ham når man vil. At han ikke kan komme og passe en, når man er syg. At man skal igennem security, for at være sammen med ham. Når jeg ser min roomie, ligge og hygge på sofaen med sin flirt, køre en tur, tage ud at spise, er det eneste jeg kan, at ringe til ham med skægget og snakke med ham om hvor meget jeg glæder mig til at se ham igen. Det er bare ikke nok, kun at have 4½ time med ham, hver lørdag. Misforstå mig ikke - jeg er så glad for at han har telefon på sin celle og at jeg i det hele taget har muligheden for at besøge ham. Men jeg savner bare sådan at kunne sove med ham. At ligge og sludre til langt ud på natten, lave en masse smadrede ting og bare det at gå en tur rundt i byen. Noget af det værste er nok, at jeg ikke har nogen at snakke med. Der er ingen der forstår hvad jeg gennemgår. Jeg kender ingen, der sidder i samme situation.

Han mindfucker sig selv så meget, når han sidder derinde. Han tror jeg render rundt og laver en masse ting, han ikke vil have - men det gør jeg jo slet ikke. Desuden holder alle hans venner også øje med mig, så hvis jeg gjorde noget, ville han vide det indenfor 5 minutter anyways. Jeg glæder mig bare sådan til at det bliver september, så han kommer ud til mig igen. Han har lovet mig, at hans første nat ude, skal tilbringes med mig og ikke med alle hans homies ude i byen. Den første nat, er min. Vi skal bare hygge og putte og være sammen og bare være os. Bare være sammen. Jeg glæder mig så vanvittig meget! det kan slet ikke beskrives. Men ventetiden er lang og jeg ville ønske jeg havde nogen der sad i samme situation, som jeg kunne gå til, når tingene var for meget at overskue alene..