Er det ikke det man siger? Jeg har nu gået til samtale med en psykolog i 3 måneder. Det har været hårdt, men det har været godt. Det var sundt for mig at høre fra en udefrakommende at ham med skægget jo ikke har respekt for mig, selvom det gjorde ondt. Vi arbejde meget med at jeg skulle lære at være ærlig. Både over for andre, men vigtigst af alt over for mig selv. Det var en hård kamp og en lang vej.
Efter ham med skægget kom ud fra arresten, kæmpede han for at få mig tilbage igen og jeg hoppede i med begge ben efter 3 uger. Det hele var fryd og gammen og vi havde det dejligt (i to uger...). Da han fandt ud af at jeg havde set en anden mens vi havde været fra hinanden fordi han truede mig på livet, og han var inde og sidde, eskalerede det hele oppe i min lejlighed. Han råbte og skreg, slog ind i mine vægge. Slog mig op mellem benene og råbte ''han har været oppe i dig din lille luder'' og skubbede mig ind i væggen. Jeg sad på gulvet, kun i undertøj (han var dukket op kl 11 om formiddagen. Han var pisse fuld og påvirket af narko) mens jeg græd hysterisk og han svinede mig til, truede med at slå alle mine venner ihjel og hænge min mor ude i træet i baggården. Jeg blev ved med at bede ham om at gå, men han ville ikke gå. Jeg kunne høre at der stod folk ude på gangen og lyttede og snakkede om hvad der skete, men der var ingen der prøvede at hjælpe mig.
3 dage efter havde jeg været i byen med mit arbejde, fordi vi havde holdt julehygge med æbleskiver og sådan noget. Ham med skægget kom også i byen. Vi havde det rigtig hyggeligt. Ved en 3 tiden tog jeg med en veninde hjem for at ordne nogle ting og så ville vi komme tilbage til byen. Da vi kom tilbage en time efter, fandt jeg ham for at høre om han ville med hjem og sove. Men så blev han møghamrende sur og råbte og skreg og ydmygede mig foran en masse fremmede mennesker. Han sagde jeg havde brændt ham af og ladet ham sidde og vente i flere timer og han var kun kommet i byen for mig skyld. Men han havde allerede planlagt at han skulle i byen inden jeg vidste jeg skulle afsted, og vi havde absolut ingen aftale. vi tog en taxa hjem til mig, hvor han fortsatte med at sidde og svine mig til i taxaen og hele vejen op i min lejlighed, og det fortsatte i en time da vi var kommet hjem, mens jeg bare sad og græd, helt krøllet sammen i et hjørne.
Nytårsaften gik det galt igen. Jeg troede vitterligt at han ville slå mig ihjel. Jeg tror jeg havde fået noget i min drink, for der er 6 timer af min hukommelse der mangler. Jeg har åbenbart haft ringet til ham, fordi jeg var faret vildt og han skulle komme og finde mig. han fandt mig ude i den anden ende af byen. Hvordan jeg er kommet derud, ved jeg ikke. Da han fandt mig var han åbenbart overbevist om at jeg havde haft sex med en anden, og han gik amok. han var så truende og så sur og jeg kunne slet ikke få ham til at høre på mig. Vi stod udenfor min opgang og jeg blev ved med at prøve at få man til at gå, men han ville ikke gå. Endelig var der en fremmed mand der brød ind, for han kunne godt se at jeg havde brug for hjælp. Han bad ham med skægget om at gå og lade mig være, men Ham med skægget truede bare med at slå ham ihjel hvis han ikke fuckede af. Han ringede så til politiet og det distraherede ham med skægget nok til at jeg kunne løbe ind i min opgang og lukke døren. Da politiet kom, fik ham med skægget overbevist dem om at det bare var mig der var fuld og hysterisk, så de sagde til den fremmede at man altså ikke ringer til politiet når man selv roder sig ud i problemer og så kørte de igen. FLOT!...
Min veninde, som skulle sove ved mig, kom gående forbi opgangen og jeg fik hende revet ind og lukket døren igen. Der kom ham med skægget og begyndte at banke vildt og voldsomt på og det endte med at min veninde åbnede for at bede ham om at gå, men han tvang sig ind i opgangen hvor de kom op at skændes og han skubbede hende omkuld på trappen. Min nabo kom ud og sagde han skulle gå for ellers ville han ringe til politiet. Så gik han endelig og vi kunne komme i sikkerhed oppe i min lejlighed.
Efter disse episoder, har han simpelthen opført sig så pænt. Han har forkælet mig og været sød og kærlig og kommer når jeg kalder. Jeg er rigtig glad for at han har prøvet at gøre tingene godt igen, men det er ligesom bare for sent at begynde at prøve efter et år i helvede. Han har været meget ked af det på det sidste og jeg har trøstet ham og været der for ham. Men hvor var han da jeg græd? Der var han ligeglad og sagde jeg skulle tage mig sammen. At jeg ikke vidste hvad problemer var. At det jo bare var bagateller. Jeg har kunne mærke på mig selv, at selvom jeg elsker ham himmelhøjt, så er jeg ikke forelsket i ham mere. Jeg har mistet for meget for ham og jeg er træt af at være bange for den jeg elsker. Det er ikke normalt. Så jeg tog hjem til ham igår og fortalte ham præcis hvordan jeg havde det. Jeg var hudløs ærlig og sagde tingene som det var. At jeg elskede ham men at jeg ikke var forelsket i ham mere og selvom jeg har prøvet, kan jeg ikke få de følelser tilbage.
han tog det som man nu kunne regne med. Han er ked af det og sur og jeg forstår ham godt. Jeg hader bare at jeg skal gå og være bange for hvornår der kommer en efterreaktion fra ham, og hvad der sker når den kommer.
Jeg kan ikke gøre andet end at vente og se hvad der sker, men i det mindste er jeg da ude af det sorte hul jeg kaldte mit liv og kan starte på en frisk. Jeg håber bare han giver mig lov..
Ingen kommentarer:
Send en kommentar