Jeg har fundet en mand der forguder mig. Han er helt vild med mig. Han giver mig alt uden jeg overhovedet behøver at spørge. Han behandler mig som sin dronning i vores eget lille rige og det er så dejligt! Eller det burde det være. Men hvorfor synes jeg ikke det? Hvorfor kan jeg ikke bare nyde det? Jeg går hele tiden og venter på at han skal droppe mig. Vi har været sammen i lidt over en måned, og i nat var første gang vi havde sex. Det plejer at være her, det går galt for mig. Det plejer at være her de dropper mig. For så har de fået hvad de ville, og så kan vi bare være venner og så kan jeg hjælpe dem med at score mine veninder. Så nu begynder mit hoved at gå i selvsving på højtryk.
Mit hjerte siger at sådan er han ikke. Han er ikke som de andre. Min mit hoved skriger LØØØØØØB FOR SATAN! Og jeg kender mig selv nok til at vide, at nu stikker jeg halen mellem benene og bakker ud, så det ikke er ham der dumper mig. Det gør nemlig mindre ondt hvis jeg selv har været skyld i det. Jeg stoler ikke på mænd. Ikke det mindste. Lige meget hvor godt de behandler mig, så har jeg hele tiden i baghovedet at jeg ikke må falde for dem, for de røvrender mig alligevel om en uge. Men hvad nu hvis han ikke er sådan? Hvad nu hvis han rent faktisk gider mig, sådan for real?
Han har præsenteret mig for hele sin familie og viser mig stolt frem til sine venner. Den eneste jeg ikke har mødt endnu, er hans datter. Inden vi overhovedet begyndte at date, vidste hele hans familie hvem jeg var. Det er for vildt! Jeg tror ikke på, at nogen kan være så vild med mig. Jeg tror virkelig ikke på det. Jeg går hele tiden og leder efter noget ved ham, der kan gøre det okay for mig at smutte mens legen stadig er god. Men det ville bare heller ikke være fair. For han er jo sød og han er jo dejlig og vi har det jo pisse fucking godt sammen. Vi snakker om alt, som i virkelig. Mit hoved er i en konstant krig med mit hjerte. Skal - skal ikke? Jeg ved det virkelig ikke.. Jeg er en fucking bangebuks.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar