Byebye kingdom

Jeg vidste det godt. Jeg kunne ikke holde ud at have det godt. Jeg blev nødt til at fucke det op. Jeg stoppede med at kontakte ham og svare på hans beskeder. Jeg kunne ikke klare at have en i mit liv, der var god ved mig. Jeg var sikker på at der var bagtanker. Så nu er det slut, jeg er færdig med ham. Og det har jeg det godt med, for så slipper jeg for at åbne mig op og lukke nogen ind, der kan såre mig. I'm better off all alone. Jeg ved ikke hvordan han har det med det og jeg har ærligtalt ikke lyst til at forholde mig til det. Det har jeg ikke behov for.

Ham med skægget er inde i billedet igen. Vi er afhængige af hinanden. Så afhængige at det kommer til et punkt, hvor det på ingen måder er sundt. Hverken for ham eller mig. Men vi har det godt sammen. I hvert fald lige nu. Jeg tror han mener det alvorligt den her gang. Jeg tror han tror vi dater og det ved jeg ikke helt hvordan jeg skal forholde mig til. Selvom jeg holder så meget af ham, som jeg gør, så hader jeg ham også så meget samtidig. Alle de ting han har gjort ved mig. Alle de ting han har udsat mig for. Men samtidig så ved jeg også at jeg altid kan regne med ham. Jeg ved at han til hver en tid har min ryg. Jeg ved at han står der - ligemeget hvad. Han har brug for mig lige nu og jeg elsker at føle at jeg kan være noget for nogen.

Men jeg er også bare så bange for at sænke mine parader overfor ham, for jeg ved ikke hvornår han skifter mening igen. Og hvis jeg sænker mine parader og han skifter mening, så kommer vi aldrig til at kunne have det samme forhold igen. Jeg har brugt så mange år nu, på at bygge en mur op, omkring alt der har med mine følelser for ham, at gøre, og hvis jeg begynder at rive den ned, så ved jeg at jeg ikke kommer til at kunne bygge den op igen, og så kan vi aldrig gå tilbage til bare at være venner der har sex mere. Han betyder også bare for meget for mig, til at kunne undvære ham i mit liv. Han er min tryghed. Min base. Det er ham jeg altid kommer til. Før i tiden har vi aldrig fungeret sammen, andre steder end i sengen. Men den her gang, er det som om det er anderledes. Vi kan faktisk have det sjovt og lave ting sammen.

Men jeg føler ingenting. Jeg tør ikke. Jeg ved jeg har følelser for ham inderst inde, et eller andet sted. Men de er begravet så dybt, at jeg ikke kan mærke dem mere, fordi det har været sådan det har været nemmest at beskytte mig selv og jeg kan simpelthen ikke finde ud af om det er det værd, at begynde at prøve at føle noget. For jeg ved ikke hvor længe han vil have mig den her gang. Og det er så forvirrende, for selvom han er min base og det er ved ham jeg føler mig tryg, så er jeg stadig pisse bange for ham, for jeg ved hvor utilregnelig han er, når han er påvirket. Men samtidig så kender jeg også alle hans sider og alle hans personligheder. Og når jeg ved han er utilregnelig, er han så overhovedet utilregnelig, når det er noget jeg godt ved? Jeg er så forvirret, når det kommer til ham med skægget. Vi har sådan en lang historie sammen. Måske skulle jeg prøve at tale med ham om alle mine tanker. Det kan jo være han allerede har skiftet mening, og vi slet ikke er mere end bollevenner alligevel, og så er der jo ingenting at bekymre sig om.