Here we go a-fucking-gain

Jeg har datet fodlænken det sidste stykke tid. Jeg har holdt ham som min egen lille hemmelighed, fordi jeg ville prøve og se hvordan det ville gå, hvis jeg ikke blandede andre mennesker ind i mit datingliv. Det er gået overraskende godt. Vi har hygget os rigtig meget. Jeg har sovet ved ham 4 gange og vi har stadig ikke haft sex. Det beviser overfor mig, at han ikke bare ser mig som et sexobject, ligesom alle andre har gjort. Jeg havde egentligt besluttet mig for, at i næste weekend, skulle det ske. Men så skete der noget.

Fodlænken er gode venner med ham med skægget. Det har før ødelagt noget for mig, der kunne være blevet godt, med min Mr. Big at jeg har min fortid med ham med skægget. Jeg vidste godt at det nok også ville skabe problemer mellem mig og fodlænken, når han på et tidspunkt, ville finde ud af de samme ting, som min Mr. Big fandt ud af. Jeg havde bare regnet med at jeg kunne trække den lidt længere, så han måske kunne være faldet lidt mere for mig, inden han fandt min fortid. Men det kan jeg vidst godt skylle ud i toilettet.

Han har nemlig fundet ud af det idag. Han vil vide præcis alt hvad mig og ham med skægget har lavet. Men hvordan fortæller man en af hans venner om 3 års undertrykkelse? Hvordan fortæller jeg ham, at jeg egentligt har et arrigskab overfor hans ven, men at jeg er så afhængig af ham, at jeg ikke har kunne lade ham gå? Hvordan får jeg ham til at forstå et komplekse forhold, jeg har haft til ham med skægget? Hvordan skal han nogensinde kunne forstå?

Jeg er et af de mindst dømmende mennesker, man nogensinde kan rende ind i. Jeg kunne ikke være mere ligeglad med, hvad folk har gjort af dumme ting i deres fortid. Jeg er ligeglad med hvad de har lavet, hvor de har været, hvad de har gjort, så længe de behandler mig godt. Derfor gør det mig så fucking ked af det, at jeg ALTID skal dømmes på min fortid. At jeg altid skal dømmes for de ting jeg har gjort, de ting jeg har sagt, de ting jeg har lavet. Det er jo ikke ligefrem fordi, det er noget jeg kan ændre på. Sket er sket, og det kan jeg ikke ændre på.

Jeg ville ønske at jeg kunne møde en, der kan holde af mig for alt det jeg er og alt det jeg har været. En der vil se ud over min fortid. En der forstår at den jeg er i dag, ikke har noget at gøre med hvem jeg var. Jeg tror ikke at fodlænken bliver ham. Jeg har ondt i maven. Jeg har ikke lyst til at have den her samtale med ham. Men det ser ud til, at der ikke er nogen vej udenom..