Graduationgoggles

Imorgen skal jeg til jobsamtale på en bar. Jeg er 99% sikker på at jobbet er mit. Hvilket jeg har en lidt ambivalent følelse omkring. Jeg har længe været træt af min arbejdsplads, men nu hvor jeg kommer så tæt på at skulle sige op, har jeg fået mine graduationgoggles på. Pludselig virker det slet ikke så slemt, og jeg kan faktisk godt lide at være der. Og hvad så at jeg kun får 80 kr. i timen for nattearbejde, og at min chef ikke gider at give mig flere udfordringer, selvom jeg har været der i over et år, og folk der har været der i to uger, får lov at komme i baren, når jeg ikke gør? Det gør vel slet ikke noget? Er det ikke okay? Jeg bliver helt ked af det ved tanken om at skulle forlade det. Selvom alle jeg kan lide har sagt op for længe siden, så bliver det så mærkeligt. Det sted hjalp mig igennem en meget mørk periode af mit liv, jeg var havnet i, lige da jeg startede dernede. Jeg skylder det sted så meget.

Men når jeg tager mine graduationgoggles af, så kan jeg godt se, at det ikke nytter noget. Jeg har brug for mere i løn. Jeg har brug for flere udfordringer. JEG VIL I BAREN! De eneste mennesker jeg kommer til at savne derfra, er min chef og mine dørmænd. Jeg er jo ligeglad med de andre. Jeg tror bare det er fordi jeg er vant til at være dernede. Det er min trygge base. Og nu skal jeg rives op med rod og plantes et nyt sted. Det bliver mærkeligt. Men det bliver dejligt med en ny start. Jeg kan mærke at jeg har brug for det. Det eneste problem er bare, at det er ham med skæggets stambar.