En fremmed

Jeg så hende idag. Det er første gang jeg har set hende, siden min fødselsdag d. 30 august. Det var mærkeligt. Meget mærkeligt. Hun er gravid nu. Hun er 4 uger henne. Barnet er på størrelse med et snefnug inden i hendes mave. Men hun har allerede ændret sig meget. Det hele er mad, graviditetskalender, BabySam, barnevogne, babysnak og navnevalg. Jeg har siddet overfor hende til vores fællesvenindes fødselsdag, i 3 timer idag. Det er som om vi er komplet fremmede. Som om vi aldrig har mødt hinanden før. Jeg kender hende ikke mere. Vi har ikke noget at snakke om, og når jeg prøver, så affejer hun mig. Jeg prøvede virkelig og jeg kunne mærke at det gjorde hun også, men det er som om at der ikke er noget at rede. Jeg ville ønske der var, men vi er nok bare for forskellige nu, og to vidt forskellige steder i vores liv. Jeg savner hende. Jeg savner os. Men jeg er løbet tør for ideer til at rede vores venskab. Hvis hun engang vil have mig i sit liv igen, så står jeg der sikkert stadig. Men jeg kan ikke gøre mere. Vi kender ikke hinanden mere. Jeg er ked af at vi allerede er vokset fra hinanden. Jeg ved ikke hvad der har skilt os ad, men det er sket og det ville jeg ønske jeg kunne ændre på. Men der er kun så meget man kan gøre. Hvis hun en dag for brug for mig, så er jeg der stadig, for hun er/var den bedste jeg har mødt, men det står klart for mig, at jeg ikke kan gøre mere. Vi er vokset fra hinanden. Jeg håber vi vokser sammen igen engang, men lige nu ser det sort ud, og det bliver nok værre når hun har født.