Det der med søvn...

Dengang jeg var lille kunne jeg ikke sove. Jeg ville ikke sove. Eller rettere - jeg turde ikke. Jeg var så bange for at sove. I flere år skulle jeg sove med døren på klem og lyset tændt ude i gangen. Mine forældre skulle slukke lyset, når de gik i seng. Men de måtte ikke gå i seng, før jeg sov. Det var forfærdeligt for dem, for det tog flere timer at få mig til at falde i søvn. Nogle gange sov jeg ikke før kl. 4 om morgenen og hvis jeg en sjælden gang tog dem i at snyde mig og gå i seng uden at slukke lyset, så jeg vidste det, fik jeg voldsomme panikanfald og holdt dem vågen indtil det blev morgen igen. Det kunne mine forældre ikke holde ud, så fra jeg var 9 til jeg blev 11, sov jeg på en madras på min brors værelse og når han en sjælden gang sov ude, rykkede jeg madrassen ind til mine forældre. Efter jeg blev 11, begyndte jeg at vende mig til at sove alene. Jeg var ikke bange mere, men jeg kunne ikke sove. Det kan jeg stadig ikke. Og det smadrer mit hoved. Jeg fandt aldrig ud af hvorfor jeg var så bange for at falde i søvn og jeg tvivler på at jeg nogensinde gør. Jeg ved ikke om det er det, der gør at jeg stadig ikke kan sove i perioder.

Når jeg har de perioder, hvor jeg slet ikke sover, bliver jeg så depressiv at jeg nogle gange ikke kan kende mig selv. Det er også i de perioder, jeg vender tilbage til mine binge and purge vaner. Jeg får en masse fravær i skolen, og får mine lærere til at rykke mine afleveringer, fordi jeg simpelthen ikke kan overskue dem. Jeg har lige siddet og grædt over en aflevering - en fucking aflevering? Der var en opgave med en diagram, som jeg ikke kunne finde ud af at aflæse og jeg gik fuldstændig i sort. Jeg græd og kastede med ting og slog ind i væggen. Min hånd er blå nu. Jeg bliver så destruktiv. Jeg kan ikke holde det ud. Jeg vil så gerne lære at sove. Jeg har længe overvejet at spørge min læge om sovepiller. Men min mor er ikke fan af medicin, så hvis hun finder dem, smider hun dem ud. Jeg vil bare så gerne sove.. Virkelig gerne..