dybt dybt hul

Jeg er løbet tør for gode grunde til at stå op om morgenen. Jeg har ikke lyst til at vågne. Jeg plejede at kunne presse mig selv, med at der nu kun var, et hvis antal dage, til at jeg skulle se Tobias igen. Den grund har jeg heller ikke mere. Min overskudskonto står i minus, sammen med min selvværdskonto. Jeg har ikke lyst til at se mig selv i spejlet, og jeg har slet ikke lyst til at andre skal se på mig. Jeg kan ikke se formålet med det hele lige nu. Jeg gider ikke mere. Jeg gider virkelig ikke. JEg har ikke lyst til at gå og lade som om at jeg er lige så glad og underlig som jeg plejer. Jeg vil gerne bare være mig, være mig selv og være ulykkelig, uden nogen skal være rundt om mig.

Jeg tror ikke længere på at jeg kan være noget for nogen, og jeg har ærligtalt heller ikke særlig meget lyst. Jeg er ikke god nok. Jeg plejede at komme over folk ved at komme under en ny. Men det får man det heller ikke godt ved i længden. Man føler sig beskidt. Det er heller ikke kun en kæreste jeg har mistet, den her gang. Det er min bedste ven. Min familie. Og oven i min vinterdepression og alt andet der foregår, virker det hele bare uoverskueligt.