Åhja, hvor går det fremad!

Nu går det virkelig fremad. Jeg begynder at tro på fremtiden nu. Tobias har sagt ja til at komme i afgiftning i 7 dage, og hans kontaktperson hjælper ham med at finde en lejlighed, langt væk fra det miljø han er i lige nu. Han vil flytte tættere på mig. Han vil gerne være i nærheden. Også så jeg kan følge med i hans liv, og holde lidt mere styr på ham. Det vil han gerne have. Han vil ud nu. Han gider ikke mere. Han vil have et liv, en fremtid og mig. Jeg tør ikke at sætte mine forventninger for højt op, men jeg kan bare ikke lade være! Jeg håber sådan at jeg kan få en fremtid med ham. Han er den jeg elsker og den jeg vil dele mit liv med. Og hvis han kan tage sig sammen og få sit liv på rette vej, så ville jeg simpelthen blive så glad! Jeg tror også at, det at mine forældre har accepteret ham, og at han følte sig så hjemme, da han var og besøge mig i weekenden, har givet ham et ordentligt skub. Han er fantastisk og jeg håber på det bedste, men frygter det værste.