Dum, dummere, dobbeltmoralsk.

I onsdags havde jeg en diskussion med mig selv. En meget lang diskussion. Og taget i betragtning af at klokken var 5 torsdag morgen og jeg havde frukket siden kl 3, onsdag eftermiddag, var meget af min dømmekraft svækket. Min lange diskussion endte med at jeg overtalte mig selv til at prøve narko for første gang.

Diskussionen gik ud på at, jeg prøver at få tobias til at opgive en meget stor del af sit liv - nemlig narko. Og eftersom at jeg aldrig har prøvet narko, og ikke selv har mærket hvad det gør ved kroppen og din mentalitet, og hvordan det får dig til at føle, synes jeg ikke at jeg var i stand til, fuldt ud at kunne bestemme at han skulle. Jeg ved at man bare kan sige det er ulovligt og usundt for kroppen. Men når jeg ikke selv havde været der, ikke selv havde oplevet det på min egen krop, følte jeg ikke at jeg var i stand til at forlange sådan noget.

Lige da jeg havde taget det, og rusen kom, kunne jeg godt se det fede ved det. Jeg blev glad, lykkelig og følte at jeg kunne overskue hele verden. Det var som om at intet kunne komme i vejen for mit gode humør. Så blev jeg overfølsom, og da mig og sofie gik og snakkede om hendes døde veninde, og min døde veninde, begyndte der bare at stå tårer ud af mine øjne, i stride strømme. Jeg følte egentligt ikke jeg græd, vandet væltede bare ud. Jeg kunne ikke mærke at jeg frøs, selvom mine ben åbenbart var helt blå.

Jeg sov ikke i før fredag nat, og da jeg vågnede lørdag, var jeg så syg, at jeg troede jeg skulle dø. Min tunge føltes som om den havde været i en blender. Alle muskler i min krop var ødelagt, som om jeg havde forstrukket alle sammen på en gang. Jeg havde mistet min stemme. Jeg kunne ikke huske noget som helst, og hver gang jeg sank noget som helst, sveg og brændte det hele vejen ned igennem mit spiserør og min mavesæk gjorde så ondt at jeg troede jeg havde fået mavesår. Jeg vidste at der var bivirkninger, men havde ikke regnet med at det ville være så slemt. Det var først i går (altså søndag) at jeg fik noget at spise igen.

Da jeg fortalte det til Tobias, og forklarede hvorfor jeg havde gjort det, kunne han godt forstå det. Men han sagde jeg var dum, og jeg ikke måtte gøre det igen, for han ville ikke have at jeg skulle rode mig ud i det samme som ham. Jeg har heller aldrig aldrig aldrig nogensinde i hele mit liv, tænkt mig at gøre det igen. Selvom det føltes fedt i starten, var det ikke det værd. Men nu er det prøvet, og jeg ved hvad det er. Så kan jeg strege det af på min to-do-liste og komme videre. Aldrig igen!