Straffen for individualisme.

Jeg er så inderligt træt af at blive straffet fordi jeg kun er mig, fordi jeg ikke har en kæreste. Det er ikke ligefrem fordi det er noget jeg selv kan gøre for og det er heller ikke nogen sygdom. Men alligevel skal man behandles som om der er noget galt med en fordi man ikke har ''sin bedre halvdel'' Forleden fik jeg en invitation til julefrokost på mit ene arbejde, hvor første linie lød som noget i  denne retning ''Du inviteres hermed til Hovborg kro's årlige julefrokost. Medbring gerne ægtefælle, eller partner hvis du er i fast forhold. HVIS DU ER I FAST FORHOLD!!! Hvad fanden?! Hvad så hvis der er en man dater lidt, men ikke er i et forhold med, og man gerne vil have ham med til julefrokost? Må man så ikke det, fordi man ikke har sat label på hvad man er og ikke er? Jeg ved ikke om det bare er mig, men jeg blev simpelthen så foraget da jeg læste det. Jeg skal godt nok ikke med til den alligevel, fordi jeg skal arbejde i Netto den dag - men hvad helvede er det for noget at skrive?

Og til familefester er jeg den eneste der ikke har en kæreste. selv min fætter på 11 har mere held i kærlighed end jeg har. Alle sammen medbringer deres vedhæng, og jeg bliver automatisk degraderet til den aller værste lorteplads de overhovedet kan finde. Jeg kunne ligeså godt sidde og spise ude på toilettet - for fordi jeg er single, er jeg ikke vigtig nok til at sidde et godt sted. Det kan da godt være jeg ikke har en kæreste jeg skal sidde og kigge i øjnene, men jeg vil da stadig gerne være med i samtalerne eller i det hele taget bare være der. Så idag da vi skulle holde jul for min mor, fordi hun ikke er hjemme juleaften da hun skal op på færøerne og holde det med sin mor - satte jeg mig som den første da der blev sagt værsgo' og valgte bevidst at sætte mig midt i det hele. Og tror i så ikke jeg blev bedt om at flytte mig?!?!

Måske virker jeg bitter og smålig nu, men jeg hader at se på kærester. Jeg hader at se hvor lykkelige de er, og jeg hader især at se når de er ved at æde hinandens indvolde på offentlig vej og/eller sti. HOLD DET HJEMME I SOVEVÆRELSET TAK! Jeg ved det virker bittert - men for fanden. Hver gang man ser det, er det som at få et spark i ansigtet og en evig reminder om hvor ensom man selv er, og hvor meget ens eget liv (og plads ved spisebordet) stinker, fordi man ikke har en at dele sit liv med. Men hvorfor er det så vigtigt? Nu er min kusine også blevet single, så jeg troede at jeg i det mindste ville have hende at sidde og snakke med - men nejnej! hun bliver da placeret hele vejen nede i den anden ende af bordet, for vi skulle jo nødig nyde vores liv når vi ikke har en fast partner!

Siden hvornår blev man samfundets udskud fordi man er alene? Jeg ved ikke om det bare er mig der er bagud og det altid har været sådan - eller om det hele bare er blevet helt forskruet? Snart begynder der også at komme cafeer for singler og nogen for par. Og seperate busser og drikkefontæner, ligesom dengang med negerne. Vi er snart en rase for os selv, som folk helst vil undgå... Det er jo sygt!