Jalouxien æder mig op!

Hej Kasper - du har ødelagt mit liv og fucket min tankegang fuldstændig op! Mission accomplished. Var det dét du var ude på, da du beslutede dig for at vade ind og ud af mit liv og træde på mig som om jeg var en eller anden dum dørmåtte? Hvordan kunne du gøre det mod mig? Hvordan kunne du tro at du kunne behandle mig på den måde, uden det ville få kosekvenser. Jeg ville ønske jeg aldrig havde mødt dig. At du aldrig havde kontaktet mig. At du aldrig havde charmeret dig ind på mig. Jeg spildte et halvt år på dig dit svin! Jeg elskede dig - jeg elsker dig. Jeg elskede dig selvom du kom hjem til mig med duften af fremmed kvindeparfume, og læbestift på øreflippen. Selv når jeg afslørrede dig så tydeligt i at bolle udenom med gud ved hvor mange andre.. Du så hvor ked af det du gjorde mig. Hvor meget du sårrede mig. Jeg prøvede så tit på at slutte det og bare gå fra dig. Bare gå uden at se mig tilbage - Bare gå.  Men hver eneste gang sagde du undskyld, lovede du ville forbedre dig, og forsikrede mig om at der ikke var andre end mig. Jeg troede på dig, gav dig en chande til, og alt fortsatte som før.. Jeg bebrejdede mig selv. Jeg troede at det var min skyld, at det var mig der ikke kunne tilfredsstille dig - det tror jeg egentligt stadig. Jeg prøver bare at overbevise mig om at det ikke er rigtigt. Da du så endelig gik fra mig, gik jeg fuldstændig til rotterne. Har aldrig røget så meget hash før i hele mit liv. Jeg ville bare være følelsesløs. N.U.M.B! tankeløs. Det er nu et år siden, og jeg tager stadig mig selv i at kigge ind i din inkørsel og se om din bil er hjemme, bare for at vide hvor du befinder dig. Hvor du er. Om du er hjemme eller ude og score. 

Du har ødelagt min måde at tænke på. Min måde at føle på. Min evne til at stole på folk. Jeg er blevet så jaloux og mistroisk at jeg slet ikke kan holde mig selv ud. Jeg kunne ikke være sammen med Anders mere, fordi han har så mange pigevenner. Og jeg ville ikke sige noget, og virke som en kontrollerende kælling. Så hellere holde det inde, og lade det æde mig op. Hver gang en pige skrev eller ringede til ham, eller jeg så ham kaste et blik på en anden pige, døde jeg indeni. Lidt mere for hver gang. Jeg ville ikke straffe ham, for mine problemer. Så det var nemmere bare at gå væk. Og nu er der Tobias. Jeg er ikke engang sammen med ham, vi har ikke engang været sammen endnu. OG ALLIGEVEL var jeg ved at banke mit hoved ind i væggen igår da jeg så han var blevet venner med en pige på Facebook. De var bare blevet venner. Hvad fanden sker der! Jeg forstår ikke hvordan det kan gå mig på?Jeg er så gal på mig selv lige nu, at jeg ikke gider skrive mere.. Farvel!