en ambivalent følelse

Tobias er vågnet af koma. Jeg er glad, men jeg er ikke glad. Nu er han hjemme, og han er i armene på en anden, der ikke er mig. Mette og Tobias er venner igen og endnu engang har hun overtaget ham fuldstændig. Jeg føler mig glemt og ligegyldiggjort. Jeg har altid stået ved hans side og støttet ham gennem tykt og tyndt. Jeg har holdt hånden over ham, givet ham tag over hovedet, når han har været hjemløs, givet ham tøj på kroppen, når han ikke selv havde råd. Hun svigtede ham, da han havde allermest brug for hende, men jeg stod der stadig. Jeg vil gå til verdens ende for ham. Og nu hvor han er vågnet af koma, og de er venner igen, snakker de sammen konstant og det eneste jeg har hørt, har været en lille sølle besked med ''ja, jeg har lidt ondt i hovedet.''

Jeg bliver ved med at holde fast i troen på, at vi engang ender sammen igen. Det er også derfor jeg ikke tør at binde mig til andre, for hvad så hvis Tobias en dag kommer og siger at han vil have mig tilbage. Hvad skal jeg så gøre? Jeg ved det er på tide at slippe følelsen og troen på mig og ham, men det er svært. Det er snart et år siden, og hver gang jeg tror jeg er kommet et skridt videre, bliver jeg kastet 4 tilbage. Jeg ville ønske der var en eller anden pille man kunne tage, og så var han ude af mit system. Jeg bliver nødt til at finde en måde at få revet de sidste rødder ud, han har groet ind i mit hjerte og dybt ind i min sjæl. Jeg bliver nødt til det. Jeg kan ikke holde til det mere. Han er kommet videre, og det skal jeg også.