ticking timebomb

Endnu engang er jeg inde i min periode, hvor jeg savner Tobias mere end noget andet, og ville gøre alt for at få ham tilbage, som i virkelig! Men min veninde stopper mig, og det er jeg glad for. Hver gang jeg snakker med ham, får jeg lyst til at råbe og skrige og banke ind i hovedet på ham, at jeg elsker og savner ham. Mon han kan huske at vi lovede hinanden, at vi skulle blive gamle sammen, første gang han kom hjem fra varetægten, efter vi var blevet kærester. Vi lovede hinanden at vi ville blive gamle sammen, og leve resten af vores liv med hinanden, og jeg aldrig skulle undvære ham igen.

Ja, jeg ved godt det for det meste bare er noget man siger. Men man har lov at håbe! Og jeg ville ønske at det gik i opfyldelse. Og hvem ved - måske får han styr på sit liv en dag. Og hvis det sker, så står jeg på ventelisten, som den første, til at tage hans hånd og være hans for evigt. Jeg elsker ham, og det vil jeg nok altid gøre. Nogle gange er det bare ikke rigtig nok. Og det var det ikke for mig og ham. Men gud hvor ville jeg ønske at det var.

Han ved at jeg elsker ham og han ved at jeg altid støtter ham, lige meget hvad. Men nogle gange ville jeg ønske, at jeg ikke skulle høre om de problemer han har med sine scoringer. For selvom det snart er et år siden, vi gik fra hinanden, så er jeg stadig ikke hel. Jeg prøver og prøver, men jeg kan stadig ikke samle mig selv.

''You'll get over it..'' Its the clichés that cause the trouble. To lose someone you love, is to alter your life for ever. You don't get over it because ''it'' is the person you loved. The pain stops, there are new people, but the gap never loses. How could it? The particularness of someone who mattered enough to grieve over is not made anodyne by death. This hole in my heart is in the shape of you, and no-one else can fit it. Why would I want them to?''

-Jeanette Winterson.