Sig mig - er du ikke ensom?

Denne weekend har stået i kærlighedens og ydmygelsens tegn. Efter en fredag, med en date med den rødhårede dj, der  var super sød, men slet ikke så tiltrækkende, som jeg i første slørrede øjekast, troede han var, en nat, efter lidt for mange vodka/burn, en lørdag til sølvbryllup, ved et bord, proppet med kærestepar, og stakkels mig som eneste single, overøset med de obligatoriske ''er dit liv, som single og partypige, i virkeligheden ikke bare vildt overfladisk og dybt ensomt?'' spørgsmål, og en søndag der har bestået af Ugly betty og hele Nynne serien, er det gået op for mig, at jo - mit liv som single er vældig patetisk, ensomt og en stor ond cirkel af bare-rolig-tøs-det-er-bare-mændene-der-ikke-er-gode-nok bedrageri..

Normalt er jeg ikke den der jeg-må-bare-have-en-mand type. Men siden alle mine venner og veninder begynder at ryge i svinget hver dag, og ikke har tid til noget, fordi de har kærester, og skal have mand og kone tid, og pleje deres forhold, så er jeg efterhånden begyndt at føle mig ensom..