Hip Hip Hurra

I dag er det min fødselsdag. Eller det er løgn - men vi holder den i hvert fald for familien i dag. Det bliver hyggeligt - det gør det da. Og jeg glæder mig da til at se alle sammen. Men jesus christ, hvor jeg hader at være midtpunktet.. Det der med at alle kommer hen til en, og der holdes taler, og folk skal sige alt muligt. Det er jo en 18 års. Det havde været noget andet hvis jeg bare blev 12.. Men nu kommer alle de mennesker for min skyld, med gaver, penge og deres fine tøj.

Min mor har stået i køkkenet hele dagen, for der er alligevel 30 munde der skal mættes. Og jeg føler mig bare til besvær. Måske er jeg bare lidt over-emotional omkring det, fordi jeg skal til at have min menstruation, er pms, oppustet, bebumset og møg syg.. Men i det mindste er jeg blevet venner med tobias igen, efter igår. Så det skal jeg ikke gå og tænke over.

Skal forresten med ham i retten på torsdag. På den ene side glæder jeg mig, og på den anden side, gør jeg ikke. Jeg er bange for at han skal ind og sidde eller i behandling, og bliver taget væk fra mig. Det ville jeg ikke kunne holde ud..

Men nu handler det her indlæg ikke om ham. Jeg glæder mig lidt til at den her dag bare er overstået, og jeg igen kan være lidt usynlig.