Pauseklovn?

Jeg føler mig som en pauseklovn. En billig pauseklovn. ''Joe'' er vild med min veninde. (Dem to jeg skrev om i sidste indlæg) Men han vil ikke af med mig. Han forstår ikke jeg har gjort det forbi. Hver gang jeg fortæller ham, at vi bliver nødt til at stoppe med at ses på den måde, fordi det ikke er smart, hvis han gerne vil satse på et forhold med min veninde, siger han bare ''Jamen hun kan da ikke bede mig om at sætte mit liv på standby, bare fordi jeg måske engang ude i fremtiden kan få hende''  Hvilket han selvfølgelig kan have ret i. Men hvis han virkelig er vild med hende, ville han vel ikke blive ved med at ville være sammen med mig? Eller er det mig der er galt på den? Jeg mener bare - når man er forelsket i en person, er den person den eneste man har lyst til at have i sine arme, den eneste man har lyst til at kysse, den eneste man vil have sex med, den eneste man vil se dybt i øjnene. Men måske er det bare mig der er gammeldags? Jeg føler mig virkelig som en billig og villig pauseklovn når han siger at vi da godt bare kan hygge os indtil. Så det vil sige, at når hun engang går fra sin kæreste og er klar til ham, så bliver jeg smidt ud som en gammel hullet sok? Jeg ved jeg selv er udenom det her rod og jeg prøver virkelig at stoppe det! Men jeg kan ikke komme ud af det, han forstår det ikke. Og mig - ja, jeg bliver bare opslugt af illusionen af noget der kunne have været noget smukt.. Jeg er simpelthen for dum!