Det måtte jo komme..

Jeg var til tandlæge idag. Han kiggede på mig med sådan et spørgende blik ''drikker du meget syrlige drikke?''Og jeg sagde bare nej, for det gør jeg ikke. Jeg drikker stort set kun vand. Masser af vand! Men da jeg havde hørt mig selv sige nej op til 5 gange, da han spurgte mig igen og igen, kom jeg i tanke om hvor forbandet dum jeg var! Hvorfor sagde jeg ikke bare ja? Så ville han ikke have sin mistanke. Hvorfor sagde jeg ikke bare ja, for så ville jeg kunne se ham i øjnene næste gang jeg kommer. Men nu - nu ved jeg at han har en mistanke om min hemmelighed, på grund af mine ætsende tænder. Han ved hvad jeg ved, men ingen andre ved. nu kender han min dybeste hemmelighed. Hvis han siger det til min mor, ved jeg ikke hvad jeg skal stille op. Hun var knust første gang. Hun tror jeg er stoppet. Hun tror jeg er rask. Men det er jeg ikke - langt fra..