Jeg er træt af mænd. Jeg er træt af at overanalysere dem, når de i virkeligheden, overhovedet slet ikke tænker så meget over tingene, som jeg gør. Jeg tænker og tænker og tænker. Tænker tingene itú, før det overhovedet er begyndt. Jeg giver dem skylden for at de fucker det op hver gang. Men måske ligger fejlen i virkeligheden ved mig. Måske er det mig der er noget galt med. Er jeg så svær at elske? Jeg forlanger bare ærlighed. En kæreste der er min bedste ven. Er det for meget? Måske skal man bare lade være med at forlange noget som helst, og forvente det værste. Så kan man da kun blive positivt overrasket.Jeg er så træt af at være svag. Jeg har ingen stærk psyke. Og når jeg for det første har en vinterdepression at tumle med, og så bagefter skal høre på alt det lort fra alle sider, om hvor meget jeg bare ikke burde date Anders, så er det fandme ikke nemt. Jeg kan jo godt lide ham. Jeg bliver altid alt for hurtigt følelsesmæssigt engageret. Jeg er træt af at forsvare en person, som alle folk har noget imod, når jeg ikke engang er sikker på om han overhovedet vil have mig? Jeg er træt, bare træt..
Ingen kommentarer:
Send en kommentar